Prillarguri og slektskretsen hennes

Av Lars Løberg
Foredrag for NSFs årsmøte 2003

 

Prillarguri var for meg et av de aller første møtene i grensesnittet mellom lokalhistorie, nasjonal historie og slektshistorie. Skottetoget var en av disse halvt uvirkelige hendelsene hvor heroiske norske bønder tok opp kampen mot profesjonelle leiesoldater for å beskytte seg og sine, og hvor de mot alle odds gikk seirende ut av striden. Vi besøkte Kringen, så minne­steinen og slukte begjærlig all den informasjon vi kom over om denne trefningen som fikk slik sentral  betydningen for oppfattelsen av den norske odelsbonden og hans evne til å forsvare landet, til å stå opp for Konge og fedreland i en skjebnetid for landet. Fantasien fikk ekstra næring da det viste seg at naboen hjemme i Trysil var direkte etterkommer av bonde­lensmannen Per Rankleiv, en av dem som organiserte og ledet de heroiske bøndene i kamp.

Prillarguri var bare en liten og mindre viktig del av mitt første møte med skottetoget, men hun vokste i min bevissthet. Og ikke bare i min. Hun har fått en plass i nordmenns nasjonale bevissthet på linje med Anna Colbjørnsdatter som heftet en hel hær på Norderhov, Annas brødre som kjempet mot svenskene og var ansvarlige for at haldenserne heller brente byen enn å overgi den, kaptein Dreier som kjempet og døde så heroisk ved Trangen og bare et lite trappetrinn under den fremste av alle våre gamle krigshelter, selveste Tordenskiold.

Vi behøver da heller ikke å gå langt for å finne informasjon om Prillarguri. Jeg har tatt med meg det historieverket som nest etter Snorre har betydd mest for norsk nasjonalfølelse og historieforståelsen hos folk flest, Jens Hæreids ”Norges historie fortalt for skole og hjem”, min mors gamle skolebok og min egen første introduksjon til levende skildringer av vår gamle historie. Boka er tynn, og det er ikke lange utgreiinger om enkelthendelser. Den gjør likevel et unntak for Skottetoget i 1612, som får følgende episke skildring:

”Dei lågo der som katten på lur,
når han vil musi fange.”
(Dølevise.)  

Jeg ser at Hæreids beskrivelse vekker gjenkjennelse i salen. Det er da også slik vi vil høre det. En overlegen krigsstyrke møter en hurtig sammenrasket sivil motstandsgruppe som legger seg i bakhold, og etter en heroisk innsats vinner de lokale forsvarerne nesten uten egne tap. Hendelsen vekket da også berettiget oppsikt i samtiden. Kong Christian brukte den for alt hva den var verdt i sin egen krigspropaganda, og de lokale lederne ble behørig belønnet med krongodsgaver som gjorde dem til odelsbønder, til deler av selve grunnfjellet i norsk bevissthet.

Det er nesten ingen ende på alle litteraturreferanser til Prillar-Guri, men jeg vil i denne presentasjonen i hovedsak legge vekt på to sentrale arbeider, Kjell Bondeviks avhandling ”Studiar i norsk segnhistorie” fra 1948 og Rolf Rasch-Enghs nyere og mer populære framstilling ”Herr Sinclair dro over salten hav – Skottetoget og kampene ved Kringen 1612” fra 1992.

Bondevik konsentrerer sin analyse om tre ulike aspekt av hendelsene ved Kringen:

• Velta i fjellet

• Prillar-Guri på Seljordskampen

• Mannen til hest

Han er primært opptatt av å finne ut hva som er historiske fakta og hva som er mytedannelser, heriblant historien om velta av stein og tømmerstokker som ble veltet over de intetanende skottene.

Rasch-Engh prøver på sin side å sette Skottetoget inn i en større sammenheng, ikke bare ved å forklare den aktuelle krigssituasjonen, men også ved å trekke inn generell krigs- og våpenteknisk historie og med et sideblikk også til det skotske samfunnet for nærmere å kunne forklare skottenes tilsynelatende mangel på effektiv motstand. 

Begge trekker også behørige veksler både på det samtidige kildematerialet og på sagn­materialet, som i denne sammenhengen faktisk også blir en slags primærkilder. For skotte­togets egen del, er primærkildene få og oversiktelige. Det dreier seg i første omgang om en innberetning fra stattholder Enevold Kruse av 17. september 1612, hvor de eneste av de norske deltagerne som navngis er bondelensmennene Lars Hågå og Per Randkleiv. En utfyllende innberetning til Kongen kom en måned senere. Dernest har vi kongens gavebrev ett år senere, hvor Lars Hågå, Per Randkleiv, Berdon Sejelstad, Audun Skjenna og Arne Gunnestad ble tilgodesett for sine innsatser.

Prillar-Guri nevnes altså ikke i primærkildene. Annet er heller ikke å vente. Hennes rolle i trefningen var tross alt verken som deltager i selve striden eller av en slik art at hun satte eget liv og helse på spill. Når altså bare de aller ypperste av bondelederne og –krigerne skulle trekkes fram, var det ingen grunn til å nevne drillpiken som bokstavelig talt bare var en signalfigur.

Jeg har sett at flere har prøvd å lete etter en passende kvinne i skattelistene fra Gudbrandsdalen i tidsperioden, men uten hell. Rasch-Engh kan riktignok fortelle at selv om Prillar-Guri ikke fikk noen gård av kongen, så kjøpte bøndene en gård, Rindal i Vågå, til henne, en gård som senere ble kalt Prillarviken og hvor ættlingene hennes satt i mange slektsledd etterpå, men han har ikke kildebelegg for disse påstandene. Til det er kildematerialet alt for tynt, men samtidig også for oversiktlig til å gjemme på konkrete opplysninger om Prillar-Guri.

Spørsmålet er så om det er mulig å trekke slektsforbindelser til en person som faktisk ikke nevnes i samtida. Jeg har i en artikkel som kommer nå i vårheftet av Norsk Slektshistorisk Tidsskrift påpekt en del metodeforskjeller mellom ulike beslektede vitenskaper. I så måte poengterer jeg at genealogen må kunne føre sikre bevis for slektskap mellom personer, i dette tilfellet må en også kunne gjøre en sikker personidentifisering av Prillarguri i primærkildene. Men for både historikere, lokalhistorikere og folkeminnegranskere er kravene til bevisførsel andre og mindre strenge.

For skottetoget stanser primærkildene ved skattelistene. For Prillar-Guri er ikke en gang primærkildene påbegynt i 1612/13. For det er faktisk primærkilder vi må vende oss til for å komme Prillar-Guri nærmere inn på livet. Primærkilder som omtaler skottetoget, men som allikevel ikke er primærkilder for selve trefningen.

Enevold Kruses innberetning begrenser seg til å fortelle at bønder fra Lesja og Vågå ble samlet til motstand, men at de var for få til å gå til kamp. De trakk seg derfor unna inntil forsterkninger fra Fron og Ringebu kom til. Det ble så etablert en forsvarsstilling ved Kringen, hvor skottene måtte forsere en trang passasje mellom ”Klippen paa den eene Siide och enn stor Elff, dicht derhos paa denn anden siide, wdi Huilckett Fordeell hannd stiltuigendis haffuer sig wdi Skouffuene beleigeritt, Och sine medhaffuende folck heenlagtt, indtill saa lenge det wdlendiske Krigsfolck er dick ankommen,…”. Her møtte dølene så skottene med et ildoverfall med påfølgende kamp. Innberetningen sier at dølene ”paa halffanden Tiimestiid att giørre, dennum allesammen ihjelschøt, Och huilcke som icke bleffue schott, haffuer giffued sig wdi Elffuen sig at salvere och der bleffuen drocknid, och huilcke aff dennum leffuendis offuer Elffuen komb bleffue dog aff Bønderne paa samme siide strax ihielslagene,…”.

Bondevik trekker også fram senere, mer detaljerte skildringer av trefningen. Jens Chr. Berg trykte i 1839 en udatert innberetning skrevet etter 1661, men med henvisning til at enkelte av deltagerne på norsk side fortsatt var i live, hvor vi får høre at dølene ”sig samblet med deris geuehr udj en pas heder Kringlen huor vein var saa trang at der alene kunde Marsere mand for mand, thi en bred och stridende Elff var paa den vestere side, och paa dend østere Side Kliper nogle hundere faffner høie med schoug begroed, vdj lengden var dene pas vngefer en halff mill, der lagde dessze Almue och bynder Sig fordegt actionen paa huad maade de angreb finden falder for vitløfftig at beschriffue, in summa de anstillet dette verch saa klogeligen som de lang tid udj Krigs erfarenhed kunde verit Exercerit, huor offuer de och ruinerit dennem Total,…”.

Planleggingen og gjennomføringen av det norske angrepet var sannelig forbilledlig, ikke bare etter datidens lærebøker i krigsteknikk. Rasch-Engh påstår at selv Augustenborgeren i 1807 ba sine brigadesjefer om å merke seg Kringen: ”I snevre pass må inn- og utgangen gjøres umulig. Bring Kringen i erindring. Hadde bøndene der tatt posisjon, så ville skottene ha trengt igjennom. Forby all ekserserplassmanøvre, syvårskrigens tid er forbi, skyt ei uten å treffe, løp storm, bruk bajonetten…”. 

Men de offentlige rapportørene var altså mer opptatt av den taktiske seieren enn av enkeltpersonene innblandet i den.

I kjølvannet av myndighetsinnberetningene oppsto det også en folkelig overlevering omkring skottetoget og kampen ved Kringen. Det er denne som har gitt oss de detaljerte skildringene og som er grunnlaget for de senere utbroderingene av de blodige scenene i dramaet. I og med at dette er folketradisjon, er det langt vanskeligere å datere de enkelte tillegg til tradisjonen. På samme måte er det vanskelig å skille ut de opprinnelige, de originale delene av beskrivelsen i forhold til hva som er kunstneriske friheter lagt til fra en generasjon til en annen. I dette arbeidet er selv folkediktningen for primærkilder å regne, og i denne sammenhengen nesten å regne som paralleller til skaldekvadenes betydning for vår kjennskap til vikingetida.

En slik folkelig overlevering er nedfelt i Sinclair-visa, som har navn etter den innledende strofen hvor: ”Herr Zinclar dro over salten hav, Til Norrig hans Cours monne stande”. Dette er ikke en ekte folkevise, av den enkle grunn at vi faktisk kjenner opphavsmannen; vågværen Edvard Storm. Storms vise ble trykt første gang i 1782, men den bygger på en eldre vise og har til dels ordrette strofer fra denne.

Den eldre visen, dølevisa, er kjent og omtalt av Gerhard Schøning, som kom til Kringen i 1775: ”Om bemeldte Slag, i Kringelen, er giort en Viise, dog vist ikke, af nogen Mester i Poesien, hvorover jeg ei ansaae det Umagen værdt at lade den afskrive, men nok at udtrække dens Indhold.” Visa gikk så i glemmeboka, trolig fordi Edvard Storms vise var rikere beåndet av poesien, så da presten Krag utga ”Sagn” i 1838 var det bare enkelte strofer i behold. Bondevik lyktes imidlertid ved hjelp av arkivar Leif Midthaug ved statsarkivet på Hamar å finne en fullstendig versjon av Dølevisa i et gardsarkiv fra Heidal. Jeg skal derfor ta meg friheten av å deklamere visa. Jeg gjør oppmerksom på at den inneholder en del sterke scener, og at den derfor ikke er egnet for små barn.

 

Dølevisa

Til Romsdalen udi Norges land,
Som ligger ved Skiøe side,
Hart i mod den Hvide Sand,
Saae Mand de skibe skride,
Lovendes Baade op og Ned,
Holt sig Hofærd at være,
Dog maatte Man see et Andet Spiil,
Og Hva det var paae færde.

Ey Anden baglast var der for Haand,
End Vilde Skaatter Alle,
Som vare ferdige strax paa stand,
I Riget at Indfalde,
De vare Berustet Hver og en,
Til Strid Som Mand kunde finde,
De Norske vilde de gjøre meen
Det Havde de i sinde.

De Agtede sig til Sverige ind
De Svenske Bistand at gjøre,
Saae ferdige vare de alle i Sind
Mand kunde ey Andet Høre,
Der de Havde deres Anker kast,
Og monne paae Landet komme,
Da monne Mand see hvor det var fat,
De vare ey Alle Fromme.

Man begyndte med stort Rov
Paae dem som der hos Boede,
Og Ating Bort fra dennem tog,
De gjæster vare ey gode,
Dem førte Alt Bort Baade Sølv og Guld,
Og hva som bæst mon være,
Der deres Pung var Bleven fuld,
De sagde god Nat sin Herre.

Og gave sig strax fra Romsdalen
Op til Gulbrandsdalen Alla,
Saae Lystelig var den Skaatte Trop,
Det Monne dem vel Befalle,
Og mente sig stort Bytte at fae,
Og Piger udi Hende,
Gud Lad det ikke dem saae gaae,
Mens mone dem straffen sende.

Der ligger en Klev i Gudbrandsdal,
Den monne man Kringlen kalde,
Der lagde de Døler sig paa Tal,
Henved femhundrede Alle.
De skandsede for sig og gjorde Muur,
Og reiste Stener mange.
De laage der som Katten paa Luur,
Naar den vil Musen fange.

Der de saae ginge i Orden god,
Og viste sig ingen fare,
Mens vare frisk i Sind og mod,
Og toge ey vare,
Da Lod de Norske strax Høre sig
Paae dem saae hart at Bryde,
Lod og Krud skjenkte uden Sviig
Og Lod deres Børser Lyde.

Der Oberste red i forreste Led,
Han holdt sig saare prægtig.
Han blev først skudt af Hesten ned,
Og blev strax ganske afmægtig.
Han døde og der strax paa Stand
Med flere paa de Tide.
Georgius Sinclar hedte han,
Som da blev lagt i Lige.

Der Skaatterne det Strax fornam
At noget for den Mone Være,
Sagde en hvær ved seg Queriel, Iam,
Hva mone her være paae færde,
Der tumled’ mangen stolter Helt
Og dansed’ imod deres Villie,
Hest og Mand til Jorden blev fældt,
Saa bød dem Dølen til Gilde.

De Kugler tykke som Hagel fløi,
Mand maatte der holde og bie.
Der hørtes mangen Vraal og Støi,
Ja, værkede mangen Side.
Der svedtes mangen blodig Sved,
De bleve i Kinderne hvide.
De bade der overmaadigste
De kunde ey andet siige.

Der var da kommen den visse Tiid
Gud ville de skulle der blive,
Det skeede alt for den Syndige Tid
Som de havde gjort i Live,
de vare omringed’ sønder og nord
det monne de meest fortryde,
der skeede paa dem saae ynkkelig et Mord
de mone det selv tilbyde.

De gave sig strax ad Klippen op
Og vilde de Norske om bringe,
De bleve ned kjørte med Stok og Sten,
Og maatte fra Klippen springe.
Hart hos den Klippe der rinder en Aae,
De strømme de Rinder saae stride,
Enhver, som ikke kan Landet naae,
Han monne for Strømmen drive.

De svømmede baade hid og did
Paa Ryggen som de bæst kunde,
Den kunst de havde Lært med fliid
Dog maatte de gaae til Grunde,
Der skjødes til dem saae skarpelig,
At Vandet stod dem om Øre
De maatte blive paa denne stie,
Og naaede ei det Tørre.

Der denne Ramor den Ende fik,
En hvær da gjorde sit bæste,
Og Frimodelig paae Markken gikk, at hilde de andre Gjæster,
Som de lod førsten fri hengaae,
Og der til Overs mone være,
Til dem stod nu ald deres adtraae,
De kunde dem ey om bære.

De raabte alle høyt, vel and
Her have vi Fiender fleere
Og Lyster nu paae denne plan,
Mod dem at Tornere,
Der skaatterne dette nu fornam,
Hva der eftter vilde blive
Deres Tolk de sendte hastig frem,
At sige de vilde sig give.

Deres vaaben de Strax lagde ned,
Paae Jorden som de stode,
Og bleve gandske bange der ved,
At Norske dem optoge,
Der da ingen flere var for Haand,
Som de kunde fornæmme
Der vilde gjøre nogen mod stand
Det monne det ey forglæmme.

At takke gud saae inderlig,
Som dennem frelste af vaade,
Fra deres Fienders List og Sviig,
Og Tede dem sin Naade,
Saae Reiste de strax der i fra
Med dem som fangen vare,
Til Qvam som ligger ved en Aae,
Og gave der som føre.

De Raabte alle hvær og en
De skulle her livet lade,
Og vare ikke meget seen
At tage dem af dage,
Saae toge de frem de Skaatter Mænd,
Og mone paae dennem at skyde,
Men det var mange du af dem
Som det ey mone fortryde.

De agted’ ei Lod eller Krud,
Det tørred’ i deres Pander,
Saa haard var deres Kjød og Hud,
Det kunde ei gjennem dem gange.
Mange for 5. og 6. skud
Dog mone stande
Alle forundrede sig her ved,
Det kunde ey Igjennem dem gange.

Formedelst List og Troldomskonst,
Den havde de lært til Prikke,
hvad man dem gjorde, var omsonst,
de monne ei derved hikke.
Saa toge de til de skarpe Spjud
Og mone til dennem rende,
Da revnede baade Kjød og Hud
Og gjorde med dem en Ende.

De bleve omsider til Slottet ført,
De lysted’ ei her at blive.
Med Karl og Hæster strax paae stand
Om nogen dem behagde,
De kunde ei lide den Kost saa haard,
Som Gudbrandsdølen mon’ give,
Her vanker ei mange Høns og Faar,
Men Lod og Krud udi Live.

Der Dølene havde dette gjort
Og lagt saa Fienden øde,
Jeg haver det for Sanding spurgt,
At sex er bleven døde
I slaget, som stod ved den Klev,
Og da blev lagt i Lige,
Foruden de, som saaret blev,
Som ere faa at sige.

Havde du Skaatter hjemme bleven
Udi dit fædrenes Rige,
Der dit Sølv og Guld fortæret
Og ey eftter Andre Eyge,
Da havde dig bedre ganget i Haand
Ieg kan dig Sanningen sige,
En du kommer til Norges Land,
Og blev her Lagt i Lige.

Nu skulde vi der for Takke gud,
Som Seyer mone give,
Og Holde os eftter hans Villie og Bud,
Mens vi ere her i Live,
Og for ingen deel stole paae
Vor egen magt og styrkke,
Gud kan os snarlig tage fra
Naar vi hannem ey frygte. 

 

Dølevise danner i all sin grusomhet grunnlaget for det vi vet om trefningen ved Kringen. Edvard Storm bygde videre på denne i sin Sinclairvise, som kom til å skyve den eldre versjonen i bakgrunnen. Storm skrev trolig sin vise etter Schønings besøk i 1775, men altså før publiseringen i 1782. Det er viktig å få fastslått perioden av flere årsaker. For det første fordi ingen av visene nevner Prillar-Guri. Det kan være forståelig nok for Dølavisas vedkommende, særlig om denne er skrevet allerede på 1600-tallet, med datidens kvinnesyn og manglende sans for detaljer. 

Overgangen til Sinclair-visa viser i så måte hvilke detaljer som har fått leve ved siden av Dølavisa, eventuelt detaljer som er nyskapt og som har kommet til. Summen av dette er innfelt i de to visene, slik at de to til sammen viser oss både levende tradisjon og nyskapning per 1780. 

Dølavise har 24 vers a 8 linjer, Storms vise nøyer seg med 18 vers a 4 linjer. Han bruker dessuten 6 vers på selve overfarten, 5 vers på bøndenes forberedelser og bare 4 vers på selve trefningen. Storms beskrivelse er likevel så detaljert at den bekrefter alle de sentrale delene av kampen:

• Terrenget, med en smal sti klemt inne mellom Lågen og lia

• Ildoverfall med rifler

• Påfølgende nærkamp med full seier for de norske bøndene

Med denne oppsummeringen forlater vi primærkildene og overleveringene for skottetoget. Vi skal nå se på primærkildene for vår hovedperson, for Prillar-Guri selv.

Vågåpresten Krag utga i 1838 boka ”Sagn”, som har den første større utbroderingen av trefningen ved Kringen.

Det gjaldt om for Bønderne at bortlede Fiendens Opmærksomhed fra deres Baghold, og at faae vide, naar Fiendens Hovedstyrke var nedenfor dem; thi da var deres Tid at begynde Slaget. For at tilkjendegive dette Sidste blev det overdraget til en af Bønderne, at holde sig paa en Ø i Laagen, Storøen kaldet, og der, ridende paa en hvid Hest udenfor Fiendens Skudvidde, holde Linie med dennes Hovedstyrke eller med Spidsen af samme, og, naar denne var kommen til et aftalt Punkt, tilkjendegive dette ved plutselig at vende om. For at bidrage Sit til at bortlede Fiendens Opmærksomhed skal han, sige Nogle, have sat sig baglænds paa Hesten; andre sige, at han i hiin Hensig havde bundet et stort rødt Tørklæde om Halsen og nedover Brystet paa sin hvide Hest.

Ogsaa andre Foranstaltninger vare føiede, for at bortvende Skotternes Opmærksomhed. Efter Raad af Arne Nedre-Gunstad fra Ringebo bleve nemlig af det Mandskab, som mødte frem, de mindre dygtige opstillede paa bemeldte Storøen, for at de skulle narre Fienden med et blindt Angreb, og derved trække hans Opmærksomhed bort fra det Sted, hvor den egentlige Bondehær laa.

Videre lode de en Pige, ved Navn Guri, almindelig kaldet Pillar-Guri, som godt kunde blæse i Stut eller Horn, tage Plads paa en Fjeldpynt, Seljordskampen, paa den vestre Side af Laagen, hvorfra hun nøie kunde see den omliggende Egn og den fremrykkende Fiende. Naar Massen af Fienden var kommen til et mellem hende og Bønderne aftalt Sted, skulde hun lyde i Hornet, for at vende Fiendens Opmærksomhed mod den Kant, hun var, som var modsat af Bondehæren, og tillige give Bønderne, som fra deres Baghold ikke kunde see Fienden, Tegn om, hvor langt den var rykket frem. Der fortælles og, at hun ligeledes efter Aftale med Bønderne holdt hængende ned for sig et hvidt langt Haandklæde, som hun skulde slynge flere Gange om Armen, og saaledes til Tegn for Bønderne forkorte, efterhaanden som Fienden nærmede sig.

Nu kom Skotterne. Deres Fortrop 60, efter Andre 100 Mand, som marscherede et Stykke forud, passerede uantastet forbi. Pigen paa Fjeldtoppen blæste ikke, men ventede paa Hovedstyrken. Besynderlig er det, at denne Fortrop Intet mærkede til Bønderne. Derpaa kom Skotternes Hovedafdeling, men Bønderne holdte sig endnu rolige, hver færdig paa sin Post. Iblandt dem var ogsaa Berdon eller Bardum Sejelstad fra Ringebo, der tilligemed 2 andre duelige Skyttere var af en af Anførerne bleven udvalgt til at lægge an paa Sinclar selv, og havde Berdon betinget sig, at Ingen maatte skyde før ham. Skotterne formodede Bondehæren længere foran sig, ventede intet Angreb her, nærmede sig derfor trygge og vare ”muntre”.

Da de vare komne nær nok, hørte de Pigen fra hendes Fjeldpynt spille. Skotterne standsede og lyttede til de usædvanlige og melankolske Toner. Sinclars Musikchor svarede hende derpaa med en Mrsch. Atter spillede Pigen de samme Toner, og Skotterne svarede hende anden Gang. Derpaa begyndte Angrebet fra Øen.

………

Pigen oppe paa Fjeldtinden vedblev under Slaget at spille, indtil hun saae Laagen farvet af Blod. Da kastede hun Stuten (Hornet) over sit Hoved, gikk bort og omvexlede sin Sang med Graad.

 

Vi ser at Krag gir oss tre ulike avledningsmanøvre:

• Bonden på den hvite hesten

• Blindstyrken på Storøye

• Prillar-Guri på Seljordskampen

Allerede Schøning hadde i 1775 fått med seg historien om mannen på hesten. De to andre er nye. Bondevik stiller her det retoriske spørsmålet om hvor dumme skottene kunne forventes å være. En mann sittende bak fram på hesten ville være oppsiktsvekkende nok. Denne sammen med jenta med bukkehornet og de bevæpnede bøndene på øya ville snaut nok lede oppmerksomheten vekk, snarere skjerpe skottenes sanser. Noe var så absolutt i gjære. 

Vi kan trygt gi Bondevik rett i at en slik tredobbelt avledningsmanøver åpenbart er smør på flesk, Spørsmålet er bare hvilke som må bort?

Andreas Faye har med både jenta og bonden på hesten i sin publisering av Norske Sagn i 1833. Han sier her at sagnet om ”Ragnild eller Prellegunhild, (Luur, Prellehorn) er mig mundtlig meddeelt. Sagnet om Manden paa den hvide Hest … ligeledes mundtligt”.

Vi har sett at sagnet om mannen på hesten trolig er eldst, men Prillar-Guri-versjonen vinner raskt overtaket, godt hjulpet av selveste Henrik Wergeland:

Hør fra urens/styrtnings lurens/klagende signal.
Jegerkjeden skrider/langs ad åsens sider,
Fjellets stemmer/den fornemmer/fra den dype dal.

(1842)

Fra og med Siegwart Petersens norgeshistorie fra 1858 har så Prillar-Guri hatt sitt navn knyttet til vår nasjonale bevissthet. Ikke da å forundre seg over at også slektsgranskerne søker etter henne, en signalfigur ikke bare for norgeshistoria, men også for egen anetavle.

Skal vi se strengt genealogisk på Prillar-Guri, er det ikke ett eneste spor etter henne i kildene fra første halvdel av 1600-tallet. Om hun har levd eller ikke, er uvesentlig i denne sammenhengen. Uansett er det umulig å gjennomføre en sikker personidentifikasjon, langt mindre føre bevis for slektskap.

Går vi til folkeminnevitenskapen, ser vi at primærkildene for Prillar-Guri alle finnes i tiåret 1833-42. Vi må kunne tro at hun er ”født” mellom Schønings innsamlingsferd i 1775 og Fayes bok i 1833, og skal vi snevre inn tidsrommet enda mer, var hun nok også ukjent for Edvard Storm i 1782. Derimot var hun på folkemunne i god tid før 1833. Vi må derfor kunne føre henne som født i tidsrommet 1790-1820, men siden Faye kjenner henne som Ragnhild eller Gunhild, er hun faktisk ikke døpt før på midten av 1830-tallet.

Historisk eller ikke, Prillar-Guri er altså en figur i norsk folkediktning med røtter i den store nasjonsbygningen omkring selvstendighetsprosessen i 1814. Og det er i dette nærmiljøet vi må søke slektskretsen hennes. For hun er langt fra enestående.

På farsiden, om vi skal betrakte de historiske forbildene som agnater, er Prillar-Guri beslektet med den andre kvinnelige hovedpersonen i nyere norsk krigshistorie, Anna Colbjørnsdatter. Men er hun søskenbarn med Anna Colbjørnsdatter, er hun samtidig også grandniese av Jeanne d’Arc, selve morsymbolet på kvinnelige helteskikkelser. Uten disse to historiske kvinnene ville det heller ikke vært gjenkjennelsesgrunnlag som ville gjort en Prillar-Guri-skikkelse i forbindelse med skottetoget troverdig.

På morssiden, den mytiske, er det en annen sagnskikkelse vi møter i tilsvarende nær forbindelse til krig og signalsymbolikk, Tryssil-Knut. Er Prillar-Guri søskenbarn til Anna Colbjørnsdatter, må hun være halvsøster til Tryssil-Knut. Men mer enn det, på morssiden hører hun til en av de største slektene i norsk folkeminnetradisjon, hun er en direkte etterkommer av Till-till-Tove, et vandresagn vi finner i langt de fleste østnorske fogderier og hvor kvinnepersoner i ulike skikkelser som eneste hjemmeværende når røverflokken kommer med sang eller spill klarer å varsle mannfolkene på garden.

Jeg verken kan eller vil ta stilling til Prillar-Guri som historisk person. Mine to hovedkilder har ulike syn. Bondevik avviser henne, mens Rasch-Engh aksepterer henne. At Rasch-Engh som forsker og vitenskapsmann ikke engang når Bondevik til knærne, er av underordnet betydning. Ingen av dem kan føre bevis for sine respektive stillingstagender. Og selv om Bondeviks resonnement ligger vesentlig nærmere faggenealogens, er det et skjønnsspørsmål den enkelte selv må ta stilling til når det gjelder å tro eller ikke tro på det historiske opphavet. For bevises kan det ikke at Prillar-Guri vitterlig har eksistert.

At hun derimot har hatt betydning, er uomtvistelig. Om ikke for utfallet ved Kringen, så for nasjonalromantikken og romantisk historietolkning. Jeg vil derfor få avslutte gjennomgangen om Prillar-Guri og slektskretsen hennes med å lese Tore Ørjasæters dikt ”Prillar-Guri” fra 1936:

Guri rekte ut kvite veven
Nedover bergveggen svarte
Med kvart som Sinklar med skotteheren
Kjem i morgonen bjarte.
Veven som sjølv ho vefta og spann
Kvar tråden saman med hugen tvunne.
Kvar tumen ho rekte av, undan rann
Som liv av lagnaden spunne.

Bøndene ser på veven
Som eik seg ned etter bergekam.
Og veit no nærmar seg skotteheren
I same mun meire fram.

Ein mann utpå øyi med kvite hesten
Sit att-å-bak uppi salen.
Sju gamlingar smeller med skramlebyssor
So skottane lydde på smalen.
Men inn under larmen som skymtar og læt
Lever ei stille av angest alen,
For det som skal hende -, og tonane græt
Or Guriluren utover dalen.
Og Prillar-Guri ho stilnar
Einsleg i inste hjartegrunn,
Ho ber på lagna’n åt land og rike
I denne siste sekund.

Prillar-Guri på Seljordskampen
Sette luren for munnen,
Og bles so det ljoma bergimillom.
No løyser det timberlunnen,
Som ligg der og ventar i stupbratt lid
Med velduge tyngd og visse dauden –
Til skottane beint under bratta skrid.
Den siste sekund er runnen.

Elvi andar i dalen,
Guri kjenner kor stilt ho skrid –
Speglar av både fjell og himil,
Og fuglane syng i lid.

Ho leikar seg ljuvt med luren sin
Og elvi svævande strøymde.
Vakker skein Guri på Seljordskampen,
So skottane glåmde og gløymde
Alt ikring seg og ser berre ho.
Dei hua og song sine songar
Og svinga på hatten til henne og lo
Med’ kleivi vart trongar og trongar.

Løyst er lunnen, med uppspara krefter
Rasar han nedover, riv med seg alt,
So skotteheren vart nedåt klistra.
Stein og timber pløgde og valt
Og gjorde ei blodfòr, som inn-i seg mauka
Sundslegne, beinskrapa blodsogne kroppar.
Bøndene var der og hogg inn på flekken
Med våpen i hende, villskapen aukar
Slagkvasse var dei med stridskveikt hug.
Den sundsprengde heren av einskilde skottar
Som freista koma på undanflòg, -
Dei fekk no sin bane, eller vart meinbægde,
Manngarden held dei på liv og daude.
Å spara liv var kje spursmålet her!
Hr. Georg Sinklar med ufredsheren
Gjorde ei syrgjeleg feigdaferd.

Prillar-Guri på Seljordskampen
Kasta luren ifrå seg,
Lutte sitt hovud i hendom sine
Og kjende lagnaden slå seg. –
Vakt for livet, men endå til
Lokkematen til dauden.
Livet det er eit lagnadspell
Og siger gjev sorg, Gud nå’ meg!

Det var som ho tykte Lågen
Rann full av blod frå det Kringenslag,
Og blodrisne bylgjone kviskrar
Med gråtkjøvde andedrag.

Det var som ho stod og stirde
Inn i si eigi gåte.
Ho gjorde si plikt til fullnads,
Men kvifor måtte ho gråte?
Ho undrast på kva ho gjorde.
Då var det ei røyst gjennom hennar hjarte
Kom i ein angest til orde:
Vakt for livet, men endå agnet
Som stødt skal so ljuvleg skine.
Kvifor, kvifor er kvinnelagna’n
So annleis enn alle hine?