Riddere af Elefantordenen 1559–2009 (bok)
| Tittel | Riddere af Elefantordenen 1559–2009 | ||
| Forfatter(e) | Pedersen, Jørgen | ||
| Utgivelsessted | Odense | ||
| Årstall | 2009 | ||
| Sideantall | 472 s. | ||
| Språk | Dansk | ||
| Noter | University of Southern Denmark studies in history and social sciences, nr.: vol. 384 | ||
| Bibliotekkatalog | Oria NSFs bibliotek | ||
Jørgen Pedersen ga ut Riddere af Elefantordenen 1559–2000[1] i Odense 2009.
I boken finnes alle Elefantordenens ridderbøker med våpen og skjold fra 1690 avfotografert, og den inneholder mange portretter. Ifølge anmelderen er kildebruken diskutabel, og han kritiserer spesielt bruken av Wikipedia som kilde. Han etterlyser en sterkere faglig redaksjon av verket. Det finnes ikke kilder som understøtter påstanden om at det fantes en ordensdrakt i begynnelsen av 1500-tallet. Boken gir eksempler på bruken av ordenen i forskjellige sammenhenger, og redegjør for oppbygningen av de fire våpenbøker. Den inneholder en kronologisk liste over Elefantriddere med korte biografiske opplysninger, men mangler heraldiske analyser. Boken er rikt illustrert.
Omtaler og anmeldelser
Ronny Andersen anmeldte Riddere af Elefantordenen 1559–2009 i Genealogen 2012.[2]
«Det er en smuk bog, der her er udkommet om Elefantordenens riddere gennem 450 år. Forfatteren skriver selv 550 år i forordet (hvilket gentages i bagsideteksten), men det må være en trykfejl. Bogens store fortjeneste er den næsten komplette affotografering af Elefantordenens ridderbøger, en kulturhistorisk og heraldisk perle, påbegyndt i 1690, der nu med denne bog er tilgængelig for alle. Bogen indeholder en kort indledning, og derefter er der en kronologisk liste over riddere, før 1690 suppleret med portrætter af en del af ridderne, efter 1690 for de flestes ridderes vedkommende suppleret med deres våbener fra ridderbøgerne. Hele siden er affotograferet, så både våben og tekst er gengivet. For nogle riddere er der ikke indkommet et våben, og disse sider er ikke medtaget, bortset fra enkelte tilfælde, hvor siden alligevel er gengivet. Det er ikke helt klart, hvad kriteriet for fra- og tilvalg har været. Derefter følger et afsnit om tvivlsomme riddere, altså riddere, der er blevet omtalt som Elefantriddere, men hvor dette ikke kildemæssigt kan belægges. En liste over Elefantriddervåbener ophængt i Ridderkapellet på Frederiksborg Slot følger. Forfatteren har udarbejdet et meget nyttigt register, men det er ejendommeligt, at registeret – der er opdelt i danske og udenlandske riddere – ikke henviser til sidetal, men blot til ridderens udnævnelsesdato. Det havde været noget mere praktisk, hvis man kunne slå op på den rette side ved hjælp af registeret.
Yderåret 1559 må vække forundring, al den stund at forskningen er enig om, at den moderne Elefantorden (gen)opstår omkring 1580, hvilket forfatteren da også er opmærksom på (s. 10) men han anfører, at en rækpersoner blev slået til riddere ved Frederik II’s kroning i 1559: «Der kan således rejses tvivl om, hvorvidt Ridderne udnævnt før 1580 var Riddere af Elefantordenen eller blot Riddere. Man kan spørge, om disse så ikke hører hjemme i afsnittet om tvivlsomme riddere? Forfatterens hovedkilder er Wohlfroms og Berliens samlinger af riddere, fra henholdsvis 1757 og 1846, et par lignende usignerede lister på det kongelige bibliotek, og Elefantordenens ridderbøger og stambøger i Ordenskapitlet, heriblandt Vincent Lerches protokol, anlagt i 1690. Åbenbart er forfatteren gået ud fra Wohlfroms og Berliens lister, og har derefter verificeret og kompletteret listen ved gennemgang af Ordenskapitlets materiale. En lidt mærkelig fremgangsmåde, hvor der tages udgangspunkt i sekundære kilder, og derefter søges bekræftet af det pri mære kildemateriale. Det fremgår ikke, hvorvidt der er stor, lille eller slet ingen diskrepans mellem Ordenskapitlets oplysninger og de senere udgivne samlinger over riddere. Alene det, at Berliens liste over riddere strækker sig tilbage til Knud VI gør, at den må behandles med varsomhed, hvad forfatteren dog også er klar over (s. 9), men han skriver samtidig at det ikke kan udelukkes at Berlien har haft adgang til kildemateriale, der ikke længere eksisterer.
Indledningen ridser kort Elefantordenens og dens forgænger, Christian I’s selskabs, historie op. Forfatteren mener, at elefanten omkring år 1500 har «indgået i den kongelige ordensdragt» (s. 10) – det kan næppe være rigtigt. Der er ingen tegn på, at der fandtes en speciel ordensdragt i begyndelsen af 1500-tallet. Forfatteren nævner dragten en passant, men henviser derefter til Kong Hans’ ligsten i Odense, hvor kongen ses med ordenstegn og kæde, den eneste samtidige afbildning af Christian I’s orden, der findes i Danmark. Kongens beklædning på ligstenen har dog næppe noget med en ordensdragt at gøre. På s. 12 skriver forfatteren, at der i 1958 var fem kvinder, der havde modtaget ordenens insignier (men altså ikke formelt optagne i ordenen) men her må forfatteren mene, at de fem omtalte kvinder levede i 1958, da ordenen åbnes for kvinder – af ridderbøgerne og bogens egen s. 311, 335 og 349 fremgår det, at også dronningerne Louise (gift med Christian IX), Louise (gift med Frederik VIII) og Alexandrine (gift med Christian X) alle modtog ordenens insignier og fik deres våbener malet i ridderbogen. […]
Forfatteren redegør fint for opbygningen af de fire våbenbøger, hvoraf den første er anlagt i 1690. Derudover findes endnu en våbenbog, som forfatteren har valgt at kalde «Den gamle Våbenbog». Denne har sandsynligvis tjent som en slags kopibog eller arbejdsbog for våbenmaleren, hvor der er indført våbentegninger for både Elefantriddere og Dannebrogsriddere. Forfatteren anfører, at det ikke vides hvornår denne våbenbog er påbegyndt, eller hvornår de forskellige våbener er indmalet, men det er nu ikke helt korrekt. I våbenbogen er det anført, at ridsemester ved det kongelige akademi, Herman von Ham, har malet våbenerne i år 1700. Dette gælder for den første del af våbenbogen, der senere er fortsat af Herman von Hams ukendte efterfølger som våbenmaler. Oplysningerne er foruden at læse i en artikel af Nils G. Bartholdy fra 1973, se Bartholdy 1973. I det følgende vil denne bog blive benævnt Herman von Hams kopibog.
Hoveddelen af bogen består af en kronologisk liste over Elefantriddere, med korte biografiske oplysninger, som nævnt med enten portrætter af ridderne eller i de allerfleste tilfælde efter 1690, deres våbener fra Ridderbøgerne. Det er en flot række af portrætter, forfatteren har samlet, og det er specielt interessant at se børneportrætterne af danske prinser med Elefantordenen, hvoraf et også udgør bogens forside.
En stor del af især de udenlandske ridderes biografiske data er hentet hos internetencyklopædien Wikipedia. Det er højst kritisabelt i et værk af denne type. Wikipedias værdi som opslagsværk er mildt sagt omdiskuteret, og bør ikke bruges som gennemgående kildehenvisning. Anvender man hjemmesider, er det i øvrigt almindeligt at anføre den præcise hjemmesideadresse (URL) og dato for download af dataene. Det er ikke godt nok blot at henvise til Wikipedia, hvis man i øvrigt insisterer på at bruge den. For de danske ridderes vedkommende er mange oplysninger hentet i Dansk Biografisk Leksikon og Danmarks Adels Aarbog, altså mere traditionelle og mere troværdige kilder.
De biografiske oplysninger indskrænker sig til dato for optagelse i ordenen, fødsels- og dødsdato og væsentligste embeder og titler. Ved enkelte riddere er der supplerende oplysninger, der har nærmest anekdotisk karakter som den hos Peter den Store: «Han fik tilnavnet Den Store fordi han var en stor mand på 2.07 meter.» (S. 96). Ligeledes får vi at vide om grev Kapodistrias, Grækenlands første præsident, der blev myrdet i 1831: «Han blev myrdet en søndag morgen på trappen til kirken Saint Spyridon i Nafplio. Kuglen fra et skud, der ikke ramte, ses den dag i dag i kirkens mur. (…) Han er så berømt i Grækenland, at hans portræt er gengivet på en 20-cent mønt.» (S. 217). På dansk ville man vel skrive Skt. Spyridon. Udover at en mønt bærer hans portræt, har Kapodistrias fået opkaldt et universitet, et museum, en lufthavn og sikkert meget andet efter sig, men er det virkelig relevant i denne sammenhæng? Det samme kan siges om omtalen af en opera, baseret på attentatet på kong Gustaf III af Sverige (s. 152). […]
Fra et heraldisk synspunkt er riddervåbenerne naturligvis det centrale i bogen og det er en nydelse at se våbener fra en lang tidsperiode, fra barokkens til nutidens heraldiske formsprog. Der er dog ingen heraldiske analyser eller diskussioner i bogen, og heller intet om hvem der har malet de forskellige våbener gennem tiden.
Billederne er for langt størstedelens vedkommende leveret af forfatteren selv, der ifølge bagsideteksten er ivrig fotograf. Den billedmæssige side af bogen er af høj kvalitet, og det er lykkedes forfatteren med illustratio nerne at skabe en meget flot bog.
I småtingsafdelingen kan nævnes, at en lister over udstødte riddere (s. 15) indeholder en Hertug Christian August II, en Prins Friedrich og en Hertug Carl, men der står ikke hvad de er prinser og hertuger af. Det må være en smutter, og man kan selvfølgelig bruge udnævnelsesdatoen til at finde dem længere omme i bogen.
I listen over udstødte findes også engelske Philip Meadows; i Antti Matikkalas vægtige værk om de britiske ordener i 16- og 1700-tallet, nævnes han også, men Matikkala har ikke fundet tegn på at Meadows blev udstødt af ordenen, selvom Charles II forbød ham at gå med ordenen, se Matikkala 2008, s. 239. I listen over utrykte kilder figurerer Elefantordenens ridderbøger ikke, hvilket må være en forglemmelse, idet de jo da spiller en vis rolle i bogen. Von Hams kopibog og Dannebrogordenens ridderbøger, der i nogle tilfælde har været brugt, nævnes heller ikke.
Der er intet resumé på et hovedsprog, der kunne have gjort værket mere tilgængeligt for udenlandske læsere. En stærk faglig redaktion af værket ville have løftet det, og bogen kunne have stået som et vægtigt og uomgængeligt værk for forskere, indenlandske som udenlandske. Det er desværre ikke tilfældet her.
- Litteratur: Bartholdy, Nils G. 1973: Tilblivelsen af våbenerne for riddere af Dannebrog i det 17. og begyndelsen af det 18. Århundrede. Heraldisk Tidsskrift nr. 27, 1973.
- Matikkala, Antti 2008: The Orders of Knighthood and the Formation of the British Honours System 1660–1730. Woodbridge: The Boydell Press.
Ronny Andersen.
Denne artikkelen er tidligere utgitt i Våpenbrevet nr. 82, 36. årgang, januar 2010, s. 17–25.»
Referanser
- ↑ Pedersen, Jørgen. Riddere af Elefantordenen 1559–2009. Syddansk Universitetsforlag, Odense, 2009.
- ↑ Andersen, Ronny. «Godt om Elefantordenen», Genealogen, hefte 2, 2012, s. 41–44.
Litteratur
- (2009). Riddere af Elefantordenen 1559–2009. Syddansk Universitetsforlag, Odense – 472 s.
Se også
Eksterne lenker
- Elefantordenen (Store norske leksikon/snl.no).